tirsdag den 12. oktober 2010

Ubuntu - nemmere kan det ikke være

Jeg har lige prøvet at installere Ubuntu på min bærbare her for et par dage siden, hvor jeg sad og kedede mig på en regnvejrsdag. Der kan komme nogle voldsomme byger her i Thailand i regntiden, og så har man ikke så meget lyst til at gå ud.

Jeg har overvejet Ubuntu flere gange før, men har aldrig fået gjort noget ved det. Men så faldt jeg over en imponerende brugerguide til UbuntuLudvigs Hjørne. Guiden er ganske vist til Ubuntu 9.04 og nyeste version var 10.04, men selvom der er ændret noget, så er det ikke værre end, at man sagtens kan finde ud af det alligevel. Ludvig har også lavet et hæfte om Ubuntu 10.04, men eftersom jeg sidder i Thailand, så er det ikke noget, jeg kan få fat i.

Jeg må sige, at jeg er imponeret. Installationen gik som en leg. Jeg valgte at installere Ubuntu ved siden af Windows, så jeg kan vælge mellem de to styresystemer ved start af computeren. Installationsprogrammet kan selv tage ledig plads fra Windows-partitionen og bruge den til at oprette en ny Ubuntu-partition.

Alt virker perfekt efter installationen, selv min dongle med 3G-modem virker upåklageligt. Man skal lige vænne sig til styresystemet, men nogle ting er rigtigt smarte, fx er det utroligt nemt at installere programmer - meget nemmere end i Windows.

Det med, at Linux er nørdet, gælder i hvert fald ikke for Ubuntu. Jeg havde frygtet at skulle sidde og indtaste nørdede kommandoer, men det behøver man slet ikke.

Der findes masser af programmer, der kan erstatte de kendte Windows-programmer, og nogle af de gammelkendte programmer findes endda også i en Ubuntu-version, det gælder fx Firefox og min yndlings medieafspiller, VLC. Og det er altsammen helt gratis.

Desværre kan Photoshop ikke køre på Ubuntu, og det bruger jeg en del i forbindelse med arbejdet. Ubuntu har så programmet GIMP, men umiddelbart foretrækker jeg min Photoshop. Jeg skal dog have kigget lidt nærmere på GIMP ved lejlighed.

Her et par dage efter installationen opdager jeg, at der lige er kommet en helt ny version af Ubuntu - så behøver jeg heller ikke at kede mig næste gang, det regner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar