Jeg har i snart 15 år gået og overvejet en hårtransplantation, ikke fordi jeg er specielt tyndhåret, men tindingerne er blevet højere og højere.Sådan så det ud sidste år. Jeg har ikke taget et billede bagfra. Dels er det svært selv at tage sådan et, og dels er der alligevel ingen antydning af måne.
En transplantation hjemme i Danmark har været alt for dyrt for min pengepung, så jeg har altid skubbet tanken fra mig. Det vil sige, indtil jeg var i Thailand sidste år.
Thailand er kendt for billige lægebehandlinger. De mest kendte er nok kønsskifteoperationer, men plastikoperationer, forstørrelse af barmen og hårtransplantering hører altså også med i deres tilbudsbuket. Så nu skulle det være.
Der er så yderligere et par fordele ved at blive opereret så langt væk. Operationen kan jo parres sammen med lidt herlig ferie - især hvis man vælger at blive opereret i Thailand - og man kan være fuldstændig ligeglad med, at hovedbunden ser lidt specielt ud efter operationen, fordi man alligevel ikke kender nogen på stedet (se billeder i senere indlæg). I mit tilfælde var der endnu en fordel, for jeg har ikke umiddelbart tænkt mig at sige noget til familie og venner.
Efter søgninger på nettet fandt jeg frem til de to mest interessante læger i Bangkok. De kommer frem i toppen af søgninger, og det er også dem, som flest patienter skriver om. Jeg besluttede mig til at besøge dem begge for at få en vurdering.
Kendere af Thailand vil vide, at nogle Thai'er er utroligt flinke og vil gå meget langt for at hjælpe en udlænding - uden at forvente noget til gengæld. Og så findes der dem, der vil forsøge at få så mange penge ud af udlændingen som muligt. Den første læge, jeg opsøgte, hører til sidstnævnte gruppe, i hvert fald efter mit klare indtryk. Han hedder Damkerng Pathomvanich, og Google finder ham på flere forskellifge klinikker og hospitaler. Jeg opsøgte DHT Clinic, som vist er hans egen. Jeg kan ikke udtale mig om, hvordan det foregår de andre steder, han arbejder.
Et skema skulle udfyldes om bestemte sygdomme for at vurdere, om helbredet kunne klare en transplantation. Det virkede ikke som om, man var synderlig interesseret i, hvad der blev skrevet. Der var ingen opfølgning, selvom noget af det skrevne måske burde udløse lidt nysgerrighed. Herefter tjekkede et par læger efter tur mit hår og målte og vurderede. Der skulle nyt hår her, nyt hår der, udfyldning her og der osv. De ville transplantere langt mere hår, end jeg havde bedt om, og langt mere end jeg regnet mig frem til efter diverse netsøgninger. De fandt frem til, at det ville koste, hvad der svarer til 70-80.000 kroner.
Jeg havde nærmest en fornemmelse af at være halvskaldet, da jeg gik derfra, og helt så slemt var det jo ikke, som det kan ses på billedet.
Nå, videre til næste læge, han hedder Viroj Vong. Klinikken hedder Hair Hair Hair, og han er den eneste læge. Og hvor de andre havde virket kolde og forretningsmæssige, virkede han mere menneskelig og yderst sympatisk. Hans helbredsskema blev fulgt op med en lille undersøgelse og en samtale om helbredet.
Han foretog en vurdering af de høje tindinger, og mente, at mit ønske kunne opfyldes for, hvad der svarer til 10.000 kroner. Det var jo rørende billigt, så jeg fandt ud af, at jeg også ville have lidt ekstra fyld i midten, hvor der var lidt langt mellem nogle af hårene, så vi endte på 11.000 kroner.
Jeg havde valgt teknikken FUE (Follicular Unit Extraction), hvor man flytter grafts enkeltvis. Der er ikke noget ar efter operationen. FUE er dyrere og ikke helt så sikkert resultatmæssigt hos alle mennesker som FUT (Follicular Unit Transplantation), hvor man skærer en strimmel hår ud og så opdeler strimlen i enkelte grafts, som så plantes de ønskede steder.
Dette havde Viroj Vong selvfølgelig advaret mig om, men jeg brød mig ikke om tanken om et ar, selvom det ville være dækket af hår. Jeg skulle have lyttet til advarslen, for jeg er åbenbart en af dem, hvor FUE ikke virker så godt.
Jeg blev opereret i december 2009. Viroj Vong havde udtrykt interesse for at se mig, hvis jeg atter kom til Bangkok, blandt andet for at tage et efter-billede. Så et halvt år efter, var jeg atter forbi klinikken. Jeg kunne se, han var lige så lidt begejstret for resultatet som mig. Men der kan sagtens gå lang tid, før alt det transplanterede hår er kommet frem, så vi aftalte, at jeg kiggede forbi igen, næste gang jeg var i Bangkok.
Hjemme i Danmark fortsatte jeg med at kigge i spejlet hver dag for at trygle håret frem. Men efter endnu tre måneder var det ikke kommet et eneste ekstra hår ud. Jeg skrev til Viroj Vong, fortalte, at der ikke var sket noget i mellemtiden og spurgte, om der mon stadig var en chance for, at det ville komme.
Han forklarede, at det nok ikke længere var sandsynligt. Og han fortalte atter, at FUE-metoden ikke altid virker lige godt på alle.
Og så tilbød han mig at lave en ny transplantation med FUT helt gratis!
Selvom jeg stadig ikke var vild med et ar, så vidste jeg jo godt, at det alligevel ikke ville kunne ses, og jeg ville jo gerne have mere hår foran. Og et så flot tilbud kan man simpelthen ikke afslå, selvom jeg også har lidt dårlig samvittighed. FUE-metoden var jo min egen beslutning, og jeg ved fra første operation, at han også kan mærke den økonomiske krise. Han fortalte dengang, at når der er krise, er hårtransplantationer ikke det første, folk går ud og bruger penge på.
Jeg takkede dog pænt ja. Og nu er jeg så lige blevet opereret igen i dag, forløbet af operationen og tiden efter kan du læse om i følgende indlæg.
Jeg vil her afslutte med at sige, at jeg er dybt imponeret over den professionelle stolthed Viroj Vong har lagt for dagen. Og så fremstår han tilmed som et yderst sympatisk menneske og ikke bare en læge, et sjovt eksempel herpå kan du finde i næste indlæg.
Jeg har aldrig tidligere ville skrive en blog, men jeg følte simpelthen, at jeg måtte dele denne oplevelse med nogen. Så derfor er jeg nu også blogger. Overvejer du en transplantation, kan du måske bruge mine efterfølgende beskrivelser af forløbet, også selvom du måske vælger at blive opereret af en anden læge og i et andet land.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar